Der er én absolut virkelighed, som går forud for al manifesteret og betinget eksistens. Denne virkelighed ligger udenfor enhver menneskelig tankes eller beskrivelses omfang og rækkevidde.
Mit forsøg på, med ord, at formulere det der må føles og leves for rigtigt at kunne forstås, vil ifølge sagens natur vise sig at være fortvivlende utilstrækkelig. Når tanken iklædes ord, begrænses den. Alle bøger og skrifter er fængsler for ideer, og først når tale og skrift er erstattet af telepatisk kommunikation og af intuitiv vekselvirkning, vil den guddommelige plan og teknikken, hvorved den kan udtrykkes, blive forstået på en klarere måde.
Da al sandhed åbenbares successivt, vil alt hvad der siges i sidste instans blot være en fragmentarisk fremstilling af den store skjulte sandhed. Det, til enhver tid bredest mulige udtryk for sandheden, vil senere vise sig kun at være en del af et hele. Faktisk bør ingen tro på, hvad andre fortæller, uanset hvor indlysende sandheden måtte være. Kun de sandheder, som individuelt er smedet i erfaringens smeltedigel, vil virkelig trænge ind i den levende bevidsthed og bære frugt. Derfor bør mine ord her ikke bruges som andet og mere end en kilde til inspiration.
Ethvert jordisk barn er en mikrokosmisk gengivelse, på et bestemt udviklingstrin, af makrokosmos. Når vi forstår det, vil planen og opgavens storhed blive indlysende, og omfanget af det som kræves af os vil kalde på alle de bedste kræfter ethvert menneske måtte råde over på ethvert givet tidspunkt i tid og rum.
Når vi mennesker vælger at inkarnere på en fysisk planet som jordkloden, fødes vi ind i en lavenergetisk verden, hvor vi ikke husker hvem vi er og hvorfor vi er her. Denne uvidenhed, kombineret med den fortættede sfære som Jorden stadig befinder sig i, bevirker at udviklingen fortsat går meget langsomt. Det der bremser jordiske forskere i at se mennesket som det kosmiske væsen det er, skyldes ene og alene det faktum, at ingen kan se længere end hvor deres egen bevidsthedsudvikling er nået til.
Erfaringer på en fysisk klode forøger åndens egenskaber, fordi bevidsthed, blandt andet, udvikles gennem manifestation. Hos alle mennesker, og i menneskeheden som helhed, foregår der hele tiden individuel og kollektiv bevidsthedsudvidelse. Videnskaben har opnået indsigt og dygtighed i at behandle den fysiske forms evolution. I den kommende tid vil forskere beskæftige sig lige så let med bevidsthedens evolution, som de i dag beskæftiger sig med det fysiske aspekt, og når den nyere videnskab har nået det udviklingstrin som den såkaldt materielle videnskab aktuelt befinder sig på, vil det være muligt at overveje livets evolution gennem bevidsthed i form, og erkende at vi alle er én bevidsthed som har forskellige oplevelser.
De fleste mennesker er ikke klar over hvor de oprindeligt kommer fra, og hvem de dybest set er. Hver eneste af os indeholder langt mere end blot det fysiske aspekt. Vi er en kompleks kombination af sjælelige, mentale, følelsesmæssige, fysiske og æteriske energier, samt underbevidste emotioner, erindringer og erfaringer fra utallige af tidligere liv og sjæleliv. Alle mennesker besidder en psykisk natur, som er en del af et større hele og er derfor underkastet indtryk fra guddommelige kilder. Menneskets mikrokosmiske og makrokosmiske verdener udgør et livssystem hvor livsformerne i hver sin dimension udgør en særlig form for manifestation og oplevelse af livet. Disse verdener hænger uløseligt sammen og er afhængige af hinanden. I takt med naturlig evolution og udvikling vil flere og flere mennesker erfare og erkende, at det jordiske menneske er en åndelig entitet i inkarnation, og er, gennem sin tænkeevne, i forbindelse med den universelle tanke.
Esoterisk lære, filosofi, metafysik, psykologi, kvantefysik, kosmologi og åndsvidenskab kan være ganske teoretisk, og til tider vanskeligt at forstå for læsere som ikke er vant til at læse disse tekster. Nogle mennesker opfatter disse skrifter som værende religiøst orienterede, og tager på grund af det, afstand fra dem. Det er synd, fordi derved går megen lærdom tabt.
Formålet med denne hjemmeside er at tilbyde oplysning, vejledning, behandlinger og hjælp, i en tid hvor både planeten og beboerne på Jorden går igennem store transformerende faser. Jeg ønsker at støtte de mennesker som er parate til at forstå og se verden i et større perspektiv end de er vant til. Menneskers måde at være og leve på påvirker dem selv og deres livskvalitet, det påvirker deres velbefindende og deres livsglæde, men det påvirker så absolut også jordkloden. Ligesom kloden udvikler sig, vil også beboerne på Jorden udvikle sig yderligere ind i højere dimensioner.
Jeg forsøger her at skrive og forklare så enkelt som muligt, og holder mig helt udenfor større tunge teoretiske forklaringer. Når jeg nævner forskellige vibrationsniveauer, og at mennesker og sjæle er på forskellige udviklingstrin, har det ikke noget at gøre med at nogle mennesker er mere vigtige eller mere værd end andre. Mennesker befinder sig på ligeså mange bevidstheds- og udviklingsstadier som man overhovedet kan forestille sig. Alle mennesker og sjæle, uanset hvilket bevidsthedsniveau, eller nærmere hvilken frekvens de befinder sig på, ligegyldigt hvor på jordkloden eller i den åndelige verden de opholder sig, uanset hvilken status de har, eller har haft i tidligere inkarnationer eller i dette aktuelle liv, uanset hvad, så er alle mennesker og sjæle lige vigtige og lige meget værd. Hver eneste sjæl og hvert eneste individ er en del af det universelle kredsløb og ingen kan undværes.
Flertallets totale mangel på en mere omfattende bevidsthed, end den individuelle og personlige, er naturligvis en hindring for en sand forståelse af kosmiske forhold. Men hvis vi studerer analogiloven, og hvis vi drager paralleller og slutninger fra mikrokosmos til det større hele, vil vi få et glimt af mægtige erkendelsesområder, og åndelige perspektiver, af et omfang som vi ikke før har drømt om, vil åbne sig for os.
Gennem min opvækst har jeg haft stor glæde af at læse både gamle og nyere filosofiske, psykologiske og åndsvidenskabelige tekster, da de teoretisk har bistået mig gennem min egen personlige udvikling, og har været en stor støtte igennem flere faser i mit liv, hvor jeg i perioder følte det som om at jeg var den eneste på kloden, som havde den opfattelse og de personlige oplevelser af verden som kvantefysik og flere filosofiske retninger peger på, og som åndsvidenskab og kosmisk videnskab bygger på.
Mine tekster på denne hjemmeside indeholder en blanding af min personlige indsigt, inspiration, aspiration, vision, illumination, samt studier. Herudover kan jeg varmt anbefale både gamle og nye åndsvidenskabelige tekster og værker, da de dækker de langt større analyser, hvor du får indsigt i den dybeste filosofiske forståelse og åndsvidenskabelige forklaring om menneskets eksistens. Jeg vil her tilføje, at selvom denne litteratur kan være virkelig fascinerende og opløftende, så er det ikke nødvendigt for selve sjælsudviklingen eller bevidsthedsudvidelserne, at være bevidst om disse forhold. I princippet drejer det sig ikke om læring, istedet handler det om at huske, hvad sjælen allerede ved.
Det er vigtigt for mig at slå fast, at mine oplysninger og holdninger på intet tidspunkt bygger på sekteriske, og ej heller religiøse eller andre fastlåste og begrænsende dogmer eller holdninger. Min anvendelse af ord som guddommelig eller åndelig, har intet at gøre med disse ords betydning i de ortodokse religioner. Ordet åndelig tilhører ikke hverken kirken eller verdensreligionerne. Kirkerne er i sig selv et omfattende kapitalistisk system, og vidner kun i ringe grad om det sind der lever i Kristus
Åndelighed relaterer til det at bevæge sig fremad, fra et bevidsthedsniveau til et andet. Åndelighed er forbundet til evnen til at se en ny vision, og se nye og bedre muligheder. Åndelighed refererer til enhver virkning af den evolutionære proces, efterhånden som den driver mennesket fremad fra ét sensitivitetsområde til et andet. Åndelighed er forbundet med bevidsthedsudvidelse og med al aktivitet, som fører hen imod en eller anden form for videre udvikling. Videnskabens opdagelser, eller frembringelsen af et stort værk indenfor litteraturen, musikkens verden, eller på kunstens område , er ligeså meget et vidnesbyrd om åndelig udfoldelse, som mystikerens erfaringer, eller det bevidste menneskes kontakt med sin egen sjæl. Åndelighed er i sin essens at etablere rette menneskelige relationer. Åndelighed er at fremme god vilje og etablere den sande fred på Jorden. Åndelighed er alt som tenderer mod forståelse, god vilje, ærlighed, accept, visdom, harmløshed, skabeevne, fred, glæde, mod, ydmyghed, venlighed, ubetinget kærlighed, hjertevarme, tilgivelse, tillid, og det som skaber skønhed i verden og iblandt mennesker, og som fører mennesker og nationer sammen, og som fører menneskeheden videre frem mod et mere fuldstændigt udtryk for menneskets højere værdier og guddommelige muligheder. Åndelighed er en tilstand af væren og ikke så meget en tilstand af præstation. Det at erkende sin egen åndelige natur giver den enkelte mulighed for at erkende det guddommelige i andre, og i alle former for liv. Åndelighed er den rene næstekærlighed og uselviskhed som Kristus står for.
Som Buddha i sin tid sagde “Vi skal ikke tro på noget der er sagt, blot fordi det er sagt, og ikke tro på alt hvad vi hører, blot fordi vi har hørt det. Vi skal heller ikke blindt følge traditioner, blot fordi de er overleveret fra gammel tid. Ej heller skal vi tro på rygter ligemeget hvor ofte eller hvor mange der fortæller dem. Ligeledes skal vi ikke tro på de vises skrifter, blot fordi de er skrevet af de vise, og vi skal ikke tro på slutninger draget af vilkårlige antagelser eller på noget som synes at være en tvingende analogi. Ej heller skal vi tro på vores læreres eller lederes blotte autoritet. Det vi derimod skal tro på er skriftet, dogmet eller udsagnet når det er bekræftet af vores egen sunde fornuft, og når det stemmer fuldt overens med vores egen overbevisning.” Derfor er det en god ide at udvikle sin evne til at skelne, og at vænne sig til at søge efter svar i sit indre, da denne indre stemme er din sjæl hvori al sandhed er kendt, og som kommunikerer med din bevidsthed.
Åndelig vækst er ens personlige oplevelse af at leve fra hjertet. Det er sjælens sæde, kernen i fysisk levedygtighed og centrum for selvet som udsender og modtager kærlighed. Selve det at være kærlighed er sjælsudvikling. Efterhånden som vi gennemgår åndelig udvikling, opnås der bedre kontakt til den universelle kilde, og vi bliver kontinuerligt bedre til at modtage budskaber fra vores højere selv, og erfarer, at denne kilde er den mest troværdige. Igennem en længere udviklingsepoke bliver mennesker så intellektuelle og humane, at de vil kunne vejledes, og bibringes oplysninger og erfaringer om livslovene, og betydningen af menneskers væremåde og multidimensionelle oprindelse. Disse erkendelser vil forkorte vejen til lyset.
Uddannelses- og karrieremæssigt har jeg studeret bevidsthedsfilosofi, og specielt sindets filosofi samt esoterisk filosofi har min interesse. Endvidere er jeg autoriseret sygeplejerske med speciale i behandling af patienter på traumecenter, skadestue og akutmodtagelse. Jeg er specialuddannet indenfor behandling af syge børn og unge, samt for tidligt fødte. Jeg har altid haft et soft spot for børn, og de har altid haft en særlig plads i mit hjerte.
Mit ønske er at udbrede kendskabet til den bevidste forældrerolle, da jeg er overbevist om, at bevidst samvær med vores børn vil fremme både børnenes velbefindende og udvikling, og dermed også den generelle udvikling på Jorden. Jeg valgte at tage en sundhedsfaglig uddannelse fordi den åbnede op for en bred vifte af specialer, samt gav mig muligheden for at rejse og arbejde internationalt.
Jeg har primært været ansat, og taget mine sundhedsfaglige uddannelser, på Rigshospitalet i København. Jeg er komplementær behandler, og er certificeret indenfor forskellige energimedicinske specialer. Endvidere har jeg taget uddannelsen som clairvoyant rådgiver hos Gjertrud Berlon, og er uddannet regressionsterapeut.
Der vil løbende komme opdateringer og blogemner her på siden. Nogle blogindlæg vil, i perioder, berøre emner som den kollektive bevidsthed aktuelt er fokuseret på. Der vil i mine forskellige blogindlæg forekomme gentagelser, ikke for at overbevise, men fordi gentagelser er nødvendige hvis man vil vække de sløve hjerneceller. Såfremt du har spørgsmål til noget af det jeg skriver eller har ønsker til blogemner, er du så hjertelig velkommen til at kontakte mig.
Jeg har bevidst undladt at notere datoen på mine blogindlæg, da de ikke er skrevet ud fra en lineær tidsramme.
I kærlighed og glæde
Lene Lykke