Den bevidste forældrerolle

Hvad vil det sige at være en bevidst mor eller far.

Hvilken betydning har det for vores børn nu, og i deres voksne liv, at vi er bevidste om hvordan vi opdrager dem. Hvordan omgås vi vores børn så de forbliver glade og sunde børn. Hvordan formår du at forblive rolig, når dit barn presser dig op imod muren, og hvad skal der til for at du kan forbinde dig selv til dine børn som de er. Hvordan undgår du at dine børn bliver opdraget efter dine egne gamle underbevidste programmeringer, og hvordan undgår du, at føre dine egne traumatiske oplevelser videre til dine børn.      

Bevidst bevidsthed som et begreb er noget vi kan forstå intellektuelt, men at praktisere det er en udfordring for de fleste. Imidlertid vil en konstant praksis hjælpe os med at blive bedre til det, og vænne os til det. At være bevidst i sin forældrerolle handler om at være opmærksom og vågen i alt omkring dit barn. Det handler om at forbinde dig med dit barn på et dybere niveau, og pleje barnets essens. Det kræver en ændring i den måde du ser dit barns opførsel på, og det forudsætter, at du reagerer bevidst på dit barns behov. Kort sagt betyder det at se dine børn som de åndelige væsner de er. Se ånden eller essensen i deres væren.    

Børn har ligesom voksne en kompleks bagage med fra tidligere liv, og sjæleliv. Det kan være svært for børn at vænne sig til at være i livet her på kloden. De fleste børn har i de tidlige år kontakt til deres åndelige vejledere og hjælpere, og mange børn har en såkaldt usynlig ven. En del børn har astrale syn og oplevelser, men stopper tidligt med at fortælle deres forældre, eller andre voksne om hvad de ser, fordi de fornemmer, at de voksne ikke forstår dem, eller fordi de blive fejet af med, at det bare er fantasisyn. Denne afvisning fra voksnes side, er medvirkende til, at børn vender sig mod den fysiske verden og lukker af for deres sjælelige kontakt til den verden, som de oprindeligt kommer fra. Det kan for mange børn opleves som et udefinerbart, ofte ubevidst, sorgfyldt savn.  

Rigtig mange børn og unge føler sig anderledes, og alene med sig selv. De føler at de ikke bliver forstået, og at de ikke slår til. De føler sig ikke tilpas og trygge i deres liv, og i deres omgivelser, og de føler sig ikke elsket. Sådanne forhold er medvirkende til, at børn udvikler adfærdsmønstre som kan være svære at håndtere, både for barnet selv, men også for forældre, søskende, skole og omgivelser. Medicin til børn og unge er blevet en måde at løse problemer og dæmpe symptomer på, men de færreste tænker over at medicin rent faktisk er kemiske stoffer med vældig farlige og indgribende bivirkninger.  

Vi ejer ikke vores børn, vi hjælper dem bare med at vokse for at udvikle sig, og opnå deres livs formål med at inkarnere her på kloden. Lad være med at behandle dit barn som om barnet er din ejendom, for det er det ikke. Skynd dig ikke i din forældrerolle. At håndtere børn kræver tålmodighed. Tag ikke forhastede beslutninger for dine børn. Tag en timeout og tænk over, hvor stor en indgriben selv små beslutninger har for dit barns liv, og for barnets velbefindende. Læg ikke din egen agenda eller dagsorden over på dine børn. Dine børn kan ikke opfylde dine mål. Du kan ikke bruge dine børn til at nå det du ikke selv har nået. Dine børn vil have deres egne personlige mål og ambitioner. Lad dem selv opdage hvilken vej de skal i livet.

Lad være med altid at sige nej til dine børn. Hvis dit konstante svar på dine børns anmodninger altid er et nej, så vil de hurtigt holde op med at spørge dig om noget, fordi de kender jo allerede dit svar. Det letteste i verden er at skælde ud og råbe ad børnene og pålægge dem dine synspunkter. Det vanskelige i det at være forældre, er at værdsætte barnets mening og respektere deres synspunkter, og så handle udfra det. Den bevidste forældrerolle er ikke nem, fordi de fleste forældre, ligesom alle andre mennesker, bærer rundt på gamle ubevidste og underbevidste programmeringer. Downloads som de selv modtog fra deres forældre, fordi de også opdragede deres børn ubevidst. Forhold, som gør det vanskeligt for mange, at være bevidst kærlige forældre. En del forældre magter ikke deres børn, de kan ikke rumme dem i det omfang som barnet har brug for, for at udvikle sig naturligt. Oftest skyldes det at de voksne ikke magter at rumme sig selv.

Prøv at skabe en dybere kontakt til dit barn og find ud af hvem dit barn i virkeligheden er. Istedet for kun at se barnets ydre, så prøv at få forbindelse til dit barns indre og anerkend det du ser. Det gør du ved at være fuldstændig nærværende og tilstede i alle dine interaktioner med dit barn. Mærk dit barn, lyt til dit barns åndedræt, hør dit barns hjerteslag, mærk dit barns små hænder når de krammer dig, opdag dit barns tillid, se den ærlighed og umiddelbare kærlighed dit barn møder dig med. Se hvem dit barn er og opdag hvor meget det giver dig at være sammen med dit barn. Læg mærke til hvor meget det giver dit barn, at få dit nærvær, din omsorg, din tillid, din opmærksomhed og din ubetingede kærlighed.

Lyt til dine børn, hør hvad de siger istedet for hele tiden at tale til dem. Lyt til hvad dine børn har at fortælle dig. De fleste børn har en medfødt faktuel viden som kan være vældig brugbar i forhold til at bygge bro mellem de verdener de kommer fra og den verden som de er inkarneret i. Stil dine børn spørgsmål og lyt til deres svar. Lad dit barn mærke at du er nærværende og interesseret. Før du reagerer, så se tingene udfra deres børneperspektiv. På den måde vil dit barn føle sig hørt og værdsat. Tilgiv dine børn. Det er menneskeligt at fejle, og helt normalt at børn fejler, mens de famler sig frem i livet. Straf ikke dine børn for deres fejl, men få dem til at forstå deres fejl, på deres niveau. Tilgiv dem, så de ser hvad din intension var, og lad være med at rippe op i, og lad være med at gentage deres fejltagelser for dem. Tal aldrig ned til dit barn, og irettesæt dem aldrig i andres påhør. Enhver negativ følelse eller negativt udfald skræmmer og forvirrer dit barn.

I den tidlige barndom og førskole alderen bliver børns underbevidsthed spækket med information. De får downloadet hvordan man går på sine ben, hvordan man spiser, hvordan man kører på cykel. De har iagttaget deres forældre og har indkodet hvordan forældrene har reageret i forskellige situationer. De har måske fået at vide af deres forældre at de er svage, dumme eller uduelige og at de aldrig bliver til noget, eller de kan fra kærlige forældre have fået viden om at de kan gøre alt hvad de virkelig beslutter sig for at gøre. Summen af vores programmerede instinkter og de overbevisninger og det psykiske miljø som vi er opvokset i, og som vi har tilegnet os fra vores forældre, søskende, bedsteforældre, pædagoger, lærere og andre nære personer i vores barndom udgør tilsammen underbevidstheden.

Meget ofte kan dit barns væremåde vække nogle ubevidste minder til live i dig, som du stadig selv er belastet af, og som du ikke har sluttet fred med. Det kan være nogle af dine egne underbevidste programmeringer, fra da du selv var barn, som nu trigger dig igen og som ubevidst minder dig om noget fra dengang, gennem dit barns handling. Det er en typisk måde hvorpå vi som forældre uforvarende kommer til at overreagere og skade vores barn, ved at reagere ubevidst på en af vores egne gamle programmeringer. Ubevidste udadreagerende reaktioner er vældig skadelige for børn, og vil påvirke barnets liv og velbefindende fremover. Tænk på hvor meget dine egne ubevidste programmeringer stadig fylder i dig, siden dit eget barns forholdsvis ubetydelige væremåde, kan vække det så voldsomt til live i dig igen.

Det er vigtigt at vi søger at løse vores egne problemer, helst før de påvirker vores børn, og det er aldrig for sent at rette op på uhensigtsmæssige og skadelige væremåder i sig selv. Man kan først ændre på sine egne væremåder og reaktioner, når man er blevet bevidst om dem. Din usikkerhed som forælder og dit eget lille usikre selv, som ligger dybt begravet i dit eget indre, bør ikke påvirke din egen måde at være mor eller far på. En måde at ændre disse forhold på kan være at søge den hjælp som formår at opløse og forløse de gamle programmerede væremåder. Som en start kan det være en rigtig god ide at tale med andre om det, og især er det en god ide at tale ud med sin partner om måden I er sammen med jeres barn på, og hvilke følelsesmæssige, fysiske og psykiske rammer I ønsker jeres barn skal vokse op i. Du kan også skabe en relation til dit eget højere selv, hvilket i sig selv vil skabe en indre, og dermed en ydre udvikling.

Vær høflig og ordentlig i din kommunikation med dit barn. Tal med dit barn på samme måde som du taler med en voksen. Respekter barnet og udvis høflighed, fuldstændig på samme måde som du gør overfor andre mennesker. Som forælder er du den første lærer for dit barn. Vær et godt eksempel for dine børn og lær dem at kommunikere, og lær dem at svare. Dit barn får al sin følelsesmæssige læring fra dig og bruger den senere i dets interaktion med andre. Skab et fredeligt og kærligt miljø for dit barn og dig. Dit barn optager alt fra dig, både det gode og det dårlige. Skab derfor et miljø som er opmuntrende og positivt, og skab nogle trygge omgivelser for dit barn som det kan udforske og lære i. Ethvert negativt element i miljøet påvirker dit barn, og kan føre til hæmninger og fobier som barnet belastes af, både i sit børne- og unge liv, men også som voksen. Vær på samme måde overfor dit barn, som du ønsker dit barn skal være. Lær dit barn at tage ansvar, og lær dit barn skønheden og visdommen i at kunne tilgive. Børn lærer af hvad du gør, mere end af hvad du siger. Så det er en god ide at vejlede dem gennem din måde at være på, snarere end at fortælle dem hvad de skal gøre. Vær konsekvent og ærlig i dine ord og handlinger. Hold fast i jeres aftaler. Vis barnet at det kan stole på dig og din dømmekraft. Det gør barnet trygt. Hvis ikke dine ord stemmer overens med dine handlinger er det utroværdigt, og det forvirrer dit barn. Det er basalt set såre simpelt, hvis du ikke ønsker at dit barn skal råbe, så stop med at råbe efter dit barn.

Oprethold daglige rutiner. Ved at have rutiner i dagligdagen lærer dit barn, hvad der skal gøres hvornår og hvordan. Rutine hjælper børn med at udvikle orden og struktur i livet. Når barnet tidligt i livet lærer rutiner, hjælper det dem naturligt til at følge strukturer, og det giver følelsen af succes. Rutine skaber tryghed. Vær empatisk overfor dit barn. Før du reagerer på dit barn så tag en pause og overvej i den aktuelle situation, hvordan du selv ville handle hvis  du var i dit barns sted og var på samme alder som dit barn. Når du ser tingene fra barnets perspektiv og reagerer i overensstemmelse med det, så vil du opdage at barnet begynder at stole på dig og søger dig for at få gode råd.

Del husholdningsansvar med dit barn. At tildele dine børn enkle alderssvarende husholdningsopgaver får dine børn til at føle sig ansvarlige og får dem til at føle sig som en del af familien. Husk også at takke dine børn for en afsluttet opgave og vis at du værdsætter deres gode arbejde.

Vær bevidst om at booste dit barns evner. Hvert eneste barn har et specielt talent. Prøv at finde ud af, og identificer hvilke specifikke evner dit barn besidder, og hjælp dit barn til at mestre disse evner. Motiver dit barn til at forfine og udvikle forskellige interesser. Tal med dine børn ofte og involver dig i deres aktiviteter, det viser dem, at de har din støtte. Form kærlige forhold til din partner, familie og venner. Vis dine børn og forklar dem om behovet og nødvendigheden af sunde forhold til andre. Sørg for selv at leve sundt. Du vil gerne have at dine børn er glade og sunde, det kræver at du selv udstråler glæde og praktiserer at leve sundt. Forklar dine børn hvorfor det er vigtigt at følge sunde rutiner, og væn dit barn til det. Du er det vigtigste i dit barns liv, derfor er det dig som viser vejen.

Elsk dit barn ubetinget - det burde være så selvfølgeligt, men mange børn føler sig ikke elsket af deres forældre. Mange voksne mennesker husker tilbage på en barndom hvor de ikke følte sig elsket. Alle kan lide at være elsket, og alle har brug for at føle sig elsket, også børn. Fars og mors kærlighed giver børnene et sikkerhedsnet som får dem til at føle sig trygge og sikre, og gør at de tør gå ud i verden og møde livet med selvværd, tillid og kærlighed til deres omgivelser. Børn er som sugesvampe i forhold til deres forældres følelser. De mærker alt og er opmærksomme på enhver følelse deres forældre føler.

Der findes nogle principper i forhold til hvordan man udøver bevidst forældreskab, men det handler ikke om at have rigide specifikke regler, det betyder ikke at man skal føje sit barn i alt, og det betyder ikke, at man ikke skal sætte grænser for sine børn. Men man bør tænke på, at det hjem, den tryghed og de familiemæssige dynamikker barnet vokser op i, har afgørende betydning for hvordan barnet har det i sit indre følelsesliv, og det har betydning for hvordan barnet klarer sig ude blandt andre. Giv barnet lov til at prøve tingene af uden at du konstant overvåger det. Prøv at slappe af og stol på at dit barn godt kan klare sig i mange situationer. Barnet bliver mere selvstændigt og stolt af sig selv hvis det får lov til at afprøve udfordringer på egen hånd, uden konstant at være forældreovervåget.

Det handler om en ændring i den måde du ser dit barns opførsel på, og en ændring i din reaktion på barnets væremåde. Det handler om at du istedet for at tænke og handle ubevidst og emotionelt, begynder at tænke og handle bevidst og velovervejet.

Selvom du måske tænker, at din vigtigste udfordring er at opdrage dine børn godt, så er der en endnu mere vigtig opgave du har brug for, som er fundamentet for at kunne være bevidst og effektiv i din forældrerolle. Det handler om at vække dig selv, og hæve dig selv op, så du bliver den mest vågne og nærværende version af, hvad du formår at blive.

Traditionel forældreopdragelse lægger vægt på at; jeg er forælder, og du er mit barn, så du skal følge mig, fordi jeg er den voksne og det er mig som bestemmer, og det er mig som ved bedst. Nogle forældre lægger vægt på at; jeg er selv blevet opdraget på den måde, og det har jeg ikke taget skade af! At være en bevidst far og en bevidst mor indebærer et paradigmeskift fra den traditionelle forældrerolle.

Uafhængighed og ulydighed fra dit barns side kan meget hurtigt udløse vældig negative følelser i dig. Hvis du ikke er i stand til at regulere dine følelser, så er du ikke bevidst omkring dit barn i øjeblikket. Nøglen til at være en bevidst far og mor ligger i at opbygge et langsigtet mål, hvor du fokuserer på at opbygge et forhold til dit barn som er baseret på nærvær, ro, glæde, kærlighed, tillid, accept, respekt, empati og indføling.

Alle kan vi blive bedre forældre end vi er idag, og der er plads til forbedring over hele linien. Vær rimelig i dine forventninger til dit barn. Hvis du har meget høje forventninger, lægger du et alt for stort pres på dit barn for at få barnet til at præstere noget du gerne vil have barnet gør eller opnår. Det stresser dit barn og giver som regel bagslag. Lad dit barn vokse naturligt, og giv dem kun mål som er alderssvarende og opnåelige. Vær retfærdig, og vær seriøs omkring dit barn. Gør aldrig nar eller kritiser dine børns handlinger eller meninger. Tal aldrig ned til dit barn., det påvirker i vældig stor grad deres selvtillid, og de vil højst sansynligt hurtigt holde op med at dele deres synspunkter med dig. Lyt istedet til hvad dit barn har at sige. Lyt nøje til hvad de fortæller dig, og giv feedback på en rolig, seriøs og velovervejet måde. Det booster deres selvværd rigtig meget. Som forældre har vi ofte en stor trang til at blande os i vores børns liv, fordi vi tror vi ved bedre. Vi vil gerne fortælle barnet hvad det skal gøre. Det kan være medvirkende til at dit barn trækker sig væk fra dig. Du skal involvere dig i det omfang det kræves, og giv plads i forhold til dit barns alder. Giv dit barn frihed til at tage deres egne beslutninger, og vejled dem hvor det er nødvendigt. Reguler dine følelser og interaktioner. Det er meget let at blive oprørt og vred når dit barn ikke adlyder dig, men hold fokus her og forbliv rolig, harmonisk og selvsikker, uanset situationen.

Skab rolige stunder for dig selv, mediter og slap af. Fredelige stunder hjælper dig med at få kontakt til dit eget højere selv. Når dit sind er stille og dine emotioner i ro, bliver du selv mere rolig, tålmodig og tolerant. De egenskaber smitter af på dine børn, og hjælper dig med at håndtere dine børn. Bevidst forældreskab opfordrer dig til at ændre dit perspektiv i forhold til forældrerollen. Husk at dine børn er inkarneret i dette liv for at være sammen med dig, for at lære af dig, men også for at du kan lære om dig selv, din væremåde, og dine reaktioner. Så man kan sige at både du og dine børn udvikler sig ved at være sammen. I hjælper hinanden med at nå hver jeres livs formål.

Børn er ikke kommet til verden for at gøre deres forældre stolte, de er kommet for at følge deres eget hjertes vej.


I kærlighed og glæde

Lene Lykke

Flere blogindlæg

Vores indre ild
Transformation og bevidsthedsudvidelse
Karmas mægtige herrer
De mørke herrer
Mennesker af god vilje
Menneskehedens okkulte hjælpere
Sandhedens portal
Vælg din tidslinje med omhu
Rejsen mod indre balance og åndelig harmoni - fra dualitet til enhed
Fra undertrykkelse til selvbevidsthed
Vaccine - Covid
Sjælen - vores virkelige essens
Immunforsvaret - Covid
Bevidst forældreskab
Den bevidste forældrerolle
Energien i frygt
Covid-19
Frygtens Natur
Bevidst bevidsthed
Sensitivitet